Neurokoret
...er for dig, der er udfordret af en sygdom eller skade i hjernen/centralnervesystemet. Det kan for eksempel være eftervirkninger fra blodprop/hjerneblødning eller en ulykke, følgesymptomer fra Parkinson, Multipel Sclerose eller andre tilstande, som giver neurologiske funktionsbegrænsninger og udfordringer.
Samtidig med at vi nyder glæden og fællesskabet ved at gå til kor, træner vi de funktioner, som kan være påvirket efter en hjerneskade eller en sygdom i centralnervesystemet. Der vil blandt andet være fokus på at stimulere koordinering af bevægelser, balance, rytme samt kommunikative færdigheder, for eksempel tale og stemmestyrke samt åndedræt.
Forskning viser, at sang er god hjernetræning, at sang kan forbedre den fysiske og psykiske sundhed, at sang kan forbedre livskvaliteten og at sang kan styrke fællesskaber. Og så er det sjovt og livsbekræftende at synge sammen. Så kom og vær med, hvis du gerne vil synge i kor og opleve de positive effekter ved at synge sammen med andre, samtidig med at du træner kognitive funktioner og forbedrer din hjernesundhed.
Mette Maagaard, rytmisk sanger og underviser på Den Kreative Skole, sidder ved klaveret – og hun ser frem til at synge med dig hver mandag på Den Kreative Skole.
Underviser: Mette Maagaard
Tidspunkt: Mandage kl. 13.15 - 15.00 inklusiv pause.
Opstart: Mandag d. 31. august 2026
Sted: Orkestersalen på 1. sal på Den Kreative Skole, Bindslevs Plads 7, Silkeborg.
Antal undervisningsuger: 30
Pris: 950 kr. som opkræves 1. oktober (475 kr.) og 1. januar (475 kr.)
Du tilmelder dig Neurokoret via linket her.
Det er muligt at have en ledsager med, hvis det er nødvendigt for at kunne deltage i koret. I så fald deltager ledsageren på lige fod med de øvrige deltagere og skal derfor også tilmeldes koret.
Da hver ledsager optager en plads i koret, opfordrer vi til, at ledsagerpladser kun benyttes, når der er behov for det.
Du er som udgangspunkt tilmeldt hele sæsonen, men det er muligt at framelde sig efter 1/2 år. Dette skal ske skriftligt til administrationen senest 1. december.
Vi hjælper gerne med at udfylde tilmeldingsformularen, hvis der er brug for hjælp til det. Kontakt os på tlf. 89 70 53 00 eller kig forbi kontoret ml. kl. 10-15, mandag til torsdag.